Tinder-tragedie og dating, kvinder, mænd og kærlighed ... og lorteøen.
Jeg er rigtig glad for at kunne præsentere et nyt, eksklusivt interview med en kendt, dansk blogger: Denne gang er vi faldet for amarOrama, der udleverer Amager og - i langt højere grad - sine egne erfaringer med (ulykkelig) kærlighed aka "gakkeren". "Gakkeren" kræver lidt forklaring: En dag opdagede amarOrama-bloggeren M., at den mand, hun havde mødt via Tinder og havde set i flere måneder, løj sig single og i virkeligheden havde kone og barn. Det blev til en lang historie om Gakkeren på bloggen. Siden da har mange medsøstre indsendt deres private Gakker-historier, hvilket har gjort bloggen til lidt af et kvindeforum.
amarOrama-bloggen er altså et godt eksempel på den trend, der ses i vores Trend Report 2015: at kvinder bruger sociale medier til at beskrive og udveksle negative oplevelser med mænd. Men derudover er bloggen bare værd at læse: for den formår at være kvindelig og stolt, menneskelig og sårbar, underholdende og samtidig vedrørende! Derfor ville vi godt lære amarOrama lidt bedre at kende og høre hendes syn på de kvindetemaer, vi selv behandler i vores førnævnte trendrapport
DATING-EKSPERTER: Hvad betyder amarOrama helt præcist, og hvad betyder navnet og selve bloggen for dig?
amarOrama: Bloggen startede som et slags Amager-portræt. Jeg rykkede hertil fra Nørrebro i 2010 og ville vise, hvordan øen så ud gennem en tilflytters øjne. Give læseren et Amager-panorama. Deraf navnet, som min lillebror (O Brother) i øvrigt fandt på. Det viste sig bare at være nemmere at pille i min egen navle end at skrive om Amager, så i dag handler bloggen meget om mig og meget lidt om Amager. Billederne er dog som regel fra Lorteøen.
DATING-EKSPERTER: Modsat tidsånden blogger du ikke om succes, hjemmelavet Michelin-mad og designhygge. Du udleverer blot dig selv og din private Tinder-tragedie. Er det personlig dagbogsterapi eller snarere et virtuelt kvindeforum?
amarOrama: Jeg blogger for at blive bedre til at skrive. Eller det var mit oprindelige mål. At øve mig, få magten over bogstaverne. Jeg bliver glad, når læseren griner, græder og føler sig underholdt. På den måde handler projektet mere om skrivehåndværk end om dagbogsterapi. Og så alligevel. Jeg bliver en anelse sindssyg i de perioder, hvor jeg undgår bloggen. Så måske har den en slags terapeutisk effekt.
Men det er rigtigt. Siden jeg begyndte at blogge om dating, parforhold og utroskab, er der opstået et forum, hvor læserne, som især er kvinder, deltager aktivt. Både ved at indsende egne historier, som jeg opfordrer dem til, og ved at udfolde sig i kommentarfeltet. Det skaber ret spændende diskussioner, når singler, koner, ekskoner, kærester og elskerinder kommenterer på kryds og tværs. Og heldigvis blander mændene sig også engang i mellem.
DATING-EKSPERTER: Én ting har amarOrama dog tilfælles med 90% af tidens trendsættende blogs: det er en kvindeblog! Har kvinder større behov for - eller blot nemmere ved - at skrive om sig selv? Kunne du også blogge om noget helt andet? Og er denne blog hjerteblod (hjerteblog) eller tidsfordriv?
amarOrama: Ja, jeg er en kvinde, og 90% af læserne er kvinder, hvis man skal tro min Facebook-statistik, så amarOrama må være en kvindeblog, men er det specielt kvindeligt at skrive om sig selv? Måske. Mænd kan dog være meget ivrige efter at tale om sig selv, så jeg ved ikke, hvorfor de skulle holde sig tilbage på skrift.
Jeg kunne sagtens forestille mig at blogge om noget andet. Rejser, arkitektur, bøger, fotografi, Amager! Men hvis jeg skal poste mindst ét indlæg hver eneste dag, som jeg gerne vil, er det nemmest at tage fat i det tema, jeg har lige ved hånden. Nemlig mig mig mig.
Hjerteblod eller tidsfordriv? Mit tidsfordriv foregår på Netflix. Bloggen er noget andet: En skriveøvelse, en mulighed for at udtrykke mig, opmærksomhedstrang, morskab, kontakt til omverdenen og hjerteblod ja. Jeg er ærlig og personlig, men forsøger alligevel altid at lægge en distance ind i teksten, så den ikke bliver for omklamrende.
DATING-EKSPERTER: Som nævnt både i vores Trend Report 2015 og vores Tinder-undersøgelse kæmper kvinder stadig med at bryde fri. Du og dine læsere er jo gode eksempler: De tragikomiske, men realistiske Gakkerhistorier viser, at især modne kvinder stadig lader sig bedrage p.g.a. ensomhed og længsel efter kærlighed. Er det iflg dig noget nyt, eller er det bare vores natur? Lader kvinder sig lettere forføre, og har mænd nemmere ved at bedrage?
amarOrama: I dag tror jeg ikke, bedrag og gakkerhistorier har så forfærdeligt meget med kønsroller eller alder at gøre. Mænd bedrager, og kvinder bedrager. Og alle er ensomme og trænger til kærlighed. Men det kan godt være, vi bedrager mere end før. At vi er blevet mere egoistiske. Det ved jeg ikke. I hvert fald har internettet og de mange forskellige datingtjenester gjort det ret nemt at bedrage. Jeg er selv blevet overrasket og forskrækket over, hvor meget bedrag, der faktisk findes derude.
DATING-EKSPERTER: Trods Tinder-tragedien er din blog optimistisk, med en fanden-i-voldsk styrke og selvtro. Du giver dig selv og andre lov til at sige “Det var dumt, men dét var dét!” og skaber dermed et alment univers, som man kan spejle sig i og måske lære af. Føler du dig som repræsentant for dit køn eller som et forbillede for andre kvinder?
amarOrama: Jeg ser overhovedet ikke mig selv som et forbillede, når det kommer til dating og parforhold eller noget som helst andet, der har med mænd eller kærlighed at gøre. På det område er jeg en idiot. Nok en større idiot end de fleste. Men jeg har nogle idealer, som jeg gerne deler med andre, hvis de ellers vil have en bid. Noget med ærlighed og at sige tingene ligeud, noget med at grine af sig selv og af hinanden. Noget med, at alt kan diskuteres. Noget med næstekærlighed. Måske er det derfor, folk gider at blande sig i amarOrama.
DATING-EKSPERTER: Lad os lige tage 3 hurtige om Tro, Håb & Kærlighed:
1. Hvad er det idelle kærlighedsforhold?
2. Er målet at finde et forhold, der passer til ens liv (som fx i Casual dating) frem for det modsatte?
3. Blev M. klogere efter Gakkeren? Tror hun mere på kærligheden, eller er hun blevet mere kynisk / pessimistisk?
amarOrama: Det ideelle kærlighedsforhold for mig ville være et forhold, hvor vi begge turde sige sandheden. Hvor vi kunne grine og græde sammen og elskede hinandens selskab både fysisk og psykisk. Og hvor vi nok langt hen ad vejen delte livsanskuelse og en kreativ tankegang, men hvor vi stadig var to individer med hvert vores liv. Det sidste er vigtigt. Jeg har fx brug for at være meget alene og får klaustrofobi, hvis alt skal handle om at kigge i øjne og holde i hånd. Desuden er min ideelle partner en voksen mand. Ikke et barn, der forventer, jeg gider blande mig i hans tøjvalg, spisevaner eller, hvornår han kommer hjem om aftenen. Og så er vi selvfølgelig 100% tro mod hinanden. Desværre tror jeg ikke, det ideelle parforhold findes.
Målet må være at finde en, man passer sammen med, men hvis/når man så gør det, bliver man nødt til at gå på kompromis og indrette sit liv, så der er plads til et parforhold. Så begge dele.
Jeg tror desværre ikke, Gakker-historien har gjort mig klogere. Jeg ved nu, der findes gifte mænd, der leger singler på Tinder. Det er det. Eller jo! Sammen med Gakkeren blev jeg mindet om, at det er rart at være på hold med nogen. At parforhold er mere end skænderier og hårdt arbejde. Parforhold er også, at nogen ringer til dig på arbejdet, når du er ked af det og bekymrer sig, når du er syg. Det havde jeg helt glemt i mine mange singleår. At tosomhed kan være godt. Til gengæld tror jeg mindre på den nu end nogensinde. Kynismen og pessimismen har lige fået et hak opad.
DATING-EKSPERTER: Sidste spørgsmål: Er besværgelsen “Med mænd skal mand fordrives” stadig aktuel? Og hvornår kommer den første Gakkerinde-historie?
amarOrama: Gakkeren er for længst fordrevet, så nej det er den nok ikke. Men jeg dater stadig.
Den første gakkerindehistorie ér landet på bloggen, men blev indsendt af gakkerinden selv. Vi har stadig ikke fået en historie fra mandens synsvinkel. Jeg håber, det kommer. Vi mangler mændenes historier. Sig det videre!
Du kan besøge amarOrama her.
Indsendt af Nana Jensen den